ERIK WEDERSØE
Danmark er OK
- men der er altså andre
muligheder for liv
Hvad pokker er der galt ved solskin? Og hvad pokker er der galt ved at være udenlandsdansker? Jeg har aldrig forstået, hvad der var så satans forbryderisk ved at leve i et andet land og stadig være dansker.
0g jeg begriber slet ikke, hvori odiøsiteten skulle bestå. Det er lige så lovligt, som det er lovligt at bo i Virum eller Lyngby, og der er på den måde ingen forskel på Frankrig, Italien eller Nr. Snede. Danmark er ok, men der er altså også andre muligheder for liv. Det er noget underligt noget, at man kan lave regler, der er helt klare og så samtidig diskriminere ad pommeren til.
Hvorfor denne misundelse
Jeg har aldrig været udenlandsdansker, men ville dog lyve, hvis jeg påstod, at jeg altid har betalt min skat med glæde. Til gengæld har jeg efterhånden levet mange år i udlandet og er fuld af forståelse for det rimelige i, at man betaler sin skat til det samfund, man bor i, og ikke til det, man tilfældigvis er født i.
Man kan blive så skamfuld over den smålige provinsielle holdning, der gennemsiver hjemmeboende på dette punkt. Og man spørger sig selv hvorfra denne snæverhed eller misundelse kommer, hver gang vi ser en solbrændt udenlandsbo være hjemme på besøg.
Solen rammer ikke Danmark
Hvad er det, der i den grad tynger os, når vi hører om mennesker, der hellere vil leve deres liv et andet sted? Der må sgu' da være en eller anden årsag - og jeg tror, det er vejret!
Hvis man - her i januar - satte sig op i en satellit og betragtede de betingelser, vi i jantelovens hjemland lever under, tror jeg, at man far forklaringen på, hvorfor den netop er forfattet her. Denne årstid er vores værste, når det galder nationalkarakterens negative selvbekræftelse. Pungen er jule- og nytårstom, og den frygtelige selvangivelse ligger på den våde dørmåtte. Kulden har bidt sig fast i os, og alt er gråt og trist.
Solen rammer ikke Danmark. Der er dybt mørke oppe i Nord. Vi er indhyllet i tætte skyer, der er cirkelformede, fordi de trækker rundt om de store lavtryk. Solen har kulmineret på den sydlige halvkugle, og har ingen mulighed for at sende varme op til os stakkels dybfrosne, der derfor bliver uvenlige og forkomne i den lange, lange vinternat.
Vi ligger midt i lavtryksruten
Og alt er håbløst. Først til marts krydser solen Ækvator på sin vej nordover. Den vil dog aldrig nå hertil. Allerede før Kanarieoerne bøjer den af ved Sankt Hans for lige at slippe en anelse af de skrå varme stråler ind under Polarcirkelen, der er vores kolde, blå nabo.
Jordens højtryk er store, lyse gennemskæringer af atmosfæren. Især over troperne og de rødgule ørkenstrækninger på kontinenterne. Stillehavet glimter som sølv, og selv langt op imod polerne er der lysninger fra det polare vinterhøjtryk. Den værste situation er vores. Intet andet land er så præcist placeret midt i lavtryksruten, der som et langt uhyggeligt sort-gråt bælte strækker sig fra Amerikas kyst over Atlanten.
Hvis man blev sur under det største skydække på planeten, var der måske ikke noget at sige til det.
Men vi har lært, at vi skal være glade. Vi skal være glade for Golfstrømmen, vi skal være glade for de skiftende årstider, for at vi ikke har jordskælv eller vulkaner - vi skal simpelt hen bare være glade, uanset om tøsneen hamrer i ansigtet og får os til at ligne et folk, der havde eddike som nationaldrik. Og uanset om den isnende vind trækker op under buksekanterne, og det bare stykke over sokkerne er folelsesløst og blåt, mens lommetørklæderne i de tykke frakkelommer er til snotudpumpning fra de røde, hidsige slimhinder - glade, taknemmelige, det er, hvad vi skal være.
Vi har det godt, dermed basta!
Ingen på Jorden har det så godt som os - ingen. Danmark er det bedste land i verden og glem det aldrig. Det kan godt være, at det ikke har været Vorherres mening, at der skulle bo mennesker her. Men så er det ham, der har taget fejl. Vi har det godt og dermed basta. Det er noget, vi har besluttet os til, og vores opfattelse at »det yndige land« er noget, ingen skal røre ved.
Men i denne fanden-i-voldske fortrængning ligger måske hele forklaringen på, hvorfor vi bliver så inderligt rasende, hvis nogle solbrændte mennesker, der ovenikøbet taler vores sprog og er født under samme skydække, tillader sig at være lykkelige ved at være flyttet væk fra det.
Jeg ved det ikke, men det kunne tænkes. Måske. For solen skinner faktisk på Jorden hver dag og er medbestemmende på menneskenes humør.
Så hvorfor ikke danskernes?
Tegning: Tom Wikborg
ERIK WEDERSØE
Danmark er OK
- men der er altså andre
muligheder for liv
|
|
Hvad pokker er der galt ved solskin? Og hvad pokker er der galt ved at være udenlandsdansker? Jeg har aldrig forstået, hvad der var så satans forbryderisk ved at leve i et andet land og stadig være dansker.
0g jeg begriber slet ikke, hvori odiøsiteten skulle bestå. Det er lige så lovligt, som det er lovligt at bo i Virum eller Lyngby, og der er på den måde ingen forskel på Frankrig, Italien eller Nr. Snede. Danmark er ok, men der er altså også andre muligheder for liv. Det er noget underligt noget, at man kan lave regler, der er helt klare og så samtidig diskriminere ad pommeren til.
Jeg har aldrig været udenlandsdansker, men ville dog lyve, hvis jeg påstod, at jeg altid har betalt min skat med glæde. Til gengæld har jeg efterhånden levet mange år i udlandet og er fuld af forståelse for det rimelige i, at man betaler sin skat til det samfund, man bor i, og ikke til det, man tilfældigvis er født i.
Man kan blive så skamfuld over den smålige provinsielle holdning, der gennemsiver hjemmeboende på dette punkt. Og man spørger sig selv hvorfra denne snæverhed eller misundelse kommer, hver gang vi ser en solbrændt udenlandsbo være hjemme på besøg.
Hvad er det, der i den grad tynger os, når vi hører om mennesker, der hellere vil leve deres liv et andet sted? Der må sgu' da være en eller anden årsag - og jeg tror, det er vejret!
Hvis man - her i januar - satte sig op i en satellit og betragtede de betingelser, vi i jantelovens hjemland lever under, tror jeg, at man far forklaringen på, hvorfor den netop er forfattet her. Denne årstid er vores værste, når det galder nationalkarakterens negative selvbekræftelse. Pungen er jule- og nytårstom, og den frygtelige selvangivelse ligger på den våde dørmåtte. Kulden har bidt sig fast i os, og alt er gråt og trist.
Solen rammer ikke Danmark. Der er dybt mørke oppe i Nord. Vi er indhyllet i tætte skyer, der er cirkelformede, fordi de trækker rundt om de store lavtryk. Solen har kulmineret på den sydlige halvkugle, og har ingen mulighed for at sende varme op til os stakkels dybfrosne, der derfor bliver uvenlige og forkomne i den lange, lange vinternat.
Og alt er håbløst. Først til marts krydser solen Ækvator på sin vej nordover. Den vil dog aldrig nå hertil. Allerede før Kanarieoerne bøjer den af ved Sankt Hans for lige at slippe en anelse af de skrå varme stråler ind under Polarcirkelen, der er vores kolde, blå nabo.
Jordens højtryk er store, lyse gennemskæringer af atmosfæren. Især over troperne og de rødgule ørkenstrækninger på kontinenterne. Stillehavet glimter som sølv, og selv langt op imod polerne er der lysninger fra det polare vinterhøjtryk. Den værste situation er vores. Intet andet land er så præcist placeret midt i lavtryksruten, der som et langt uhyggeligt sort-gråt bælte strækker sig fra Amerikas kyst over Atlanten.
Hvis man blev sur under det største skydække på planeten, var der måske ikke noget at sige til det.
Men vi har lært, at vi skal være glade. Vi skal være glade for Golfstrømmen, vi skal være glade for de skiftende årstider, for at vi ikke har jordskælv eller vulkaner - vi skal simpelt hen bare være glade, uanset om tøsneen hamrer i ansigtet og får os til at ligne et folk, der havde eddike som nationaldrik. Og uanset om den isnende vind trækker op under buksekanterne, og det bare stykke over sokkerne er folelsesløst og blåt, mens lommetørklæderne i de tykke frakkelommer er til snotudpumpning fra de røde, hidsige slimhinder - glade, taknemmelige, det er, hvad vi skal være.
Ingen på Jorden har det så godt som os - ingen. Danmark er det bedste land i verden og glem det aldrig. Det kan godt være, at det ikke har været Vorherres mening, at der skulle bo mennesker her. Men så er det ham, der har taget fejl. Vi har det godt og dermed basta. Det er noget, vi har besluttet os til, og vores opfattelse at »det yndige land« er noget, ingen skal røre ved.
Men i denne fanden-i-voldske fortrængning ligger måske hele forklaringen på, hvorfor vi bliver så inderligt rasende, hvis nogle solbrændte mennesker, der ovenikøbet taler vores sprog og er født under samme skydække, tillader sig at være lykkelige ved at være flyttet væk fra det.
Jeg ved det ikke, men det kunne tænkes. Måske. For solen skinner faktisk på Jorden hver dag og er medbestemmende på menneskenes humør.
Så hvorfor ikke danskernes?
Tegning: Tom Wikborg